I interviewet fra marts 2009 fortæller forstander Lisbeth Lykke Nørgaard om det særlige ved Lyngdal, de faglige udfordringer for medarbejdere og ledelse på botilbuddet og om sine visioner for Lyngdal på længere sigt.
- Hvad har du lavet før du kom til Lyngdal? Siden 1992 har jeg arbejdet med ledelse og udvikling – mest inden for socialpsykiatrien. Oprindeligt er jeg uddannet sygeplejerske, og så har jeg taget en uddannelse i psykologi fra RUC, forskellige psykoterapeutiske uddannelser m.v.. Fra 1999 til 2003 var jeg leder på Klintegården. Fra 2003 arbejdede jeg som psykiatrikonsulent i det gamle Vejle amt. Jeg kom tilbage til Sjælland her i 2008, og tiltrådte som forstander på Lyngdal i december 2008.
- Hvad gør Lyngdal til et særligt botilbud?Den allerførste dag, jeg var her, blev jeg vist rundt, og kom ind i en af boligerne, hvor der sad en mand. Som ny var jeg lidt usikker på fremgangsmåden, men rakte hånden frem og sagde goddag. Så så han mig ind i øjnene - og tiden stod stille. Her var totalt nærvær og kontakt. Han holdt min hånd i sin og førte mig hen til sit klædeskab. Det betød, at vi skulle ud og gå en tur. Han førte an, mens han tillidsfuldt holdt min hånd. Den energi og det nærvær der var i det… det var virkelig hjerteåbnende.
Nærværet er omdrejningspunktet for at være her som medarbejder. Det nytter ikke at tænke på sin datter, der kom sent op i morges, eller at du skal købe ind efter arbejde, når du møder beboerne, for så kan de mærke, at nærværet ikke er der. Kontakten ryger, og beboeren må handle for at få din opmærksomhed. For eksempel slå ud efter dig eller lignende. De mennesker, som bor på Lyngdal, er langt mere nærværende end vi andre.. Jo færre kognitive ressourcer man har, jo mere nærværende er man, fordi éns opmærksomhed bliver i nuet.
Medarbejderne siger, at kontakten og samværet med beboerne er det, de sætter pris på. Vi andre har alle mulige facader, men det er kontant afregning med beboerne hér. Det er ”lige nu kan jeg lide dig”, og så får du et kram. Det er derfor medarbejderne kommer igen, dag efter dag, bliver udsat for grænseoverskridende adfærd og alligevel bliver ved med at være åbne og hjertelige. De har deres drømmejob her. De er trygge. Det mærker beboerne, og så bliver de også mere trygge. Dét er én af nøglerne til den succes, der er på Lyngdal, med at håndtere udadreagerende adfærd.
Man kan mærke en hjertelighed i medarbejdergruppen, og det oplever alle de pårørende også. Jeg var til pårørendemøde, hvor næsten alle pårørende var samlede, og de fortalte alle om, hvor glade og taknemmelige de var. Det var dybt bevægende. Det handler om, at det er nogle gode medarbejdere. Vi kalder det empati med et fint ord - det ord brugte de pårørende ikke, men de følte sig set og forstået. Jeg har aldrig tidligere oplevet så omfattende glæde og tilfredshed blandt pårørende.
- Hvad er den store faglige udfordring på Lyngdal? Det kræver stor faglighed at gå ind i de tætte beboersamarbejder, som er nødvendige hér. Det meste af tiden arbejder man kun to medarbejdere sammen, eller man arbejder måske alene som medarbejder med beboeren. Hvis man som medarbejder ikke har i baghovedet, hvad planen er, så kan det meget hurtigt blive til, at vi har en masse små private praksisser. En anden udfordring er, at hvis man som medarbejder ikke har de faglige kompetencer indover, er man overladt til at bruge dét, man har inde i sig selv. Indsatsen bliver måske hjertelig, men ikke faglig, og der er risiko for udbrændthed. Man taber perspektivet og den røde tråd.
På Lyngdal foregår alt i afgrænsede rum. Hvis man går fra sin beboer, skal der en anden medarbejder ind. En medarbejder fra én gruppe kan heller ikke uden videre gå ind og udfylde en plads i en anden gruppe, og det samme gælder for vikarer. De rum, som beboerne har brug for, er så små og så tætte, at man dårligt kan varetage mere end sin daglige funktion. Hvis man ikke har fået lavet handleplanen færdig til mødet, er der ikke plads til at gøre den færdigt i den almindelige dagligdag. Så det kræver en høj grad af logistik og mødedisciplin.
- Hvad ser du som din vigtigste opgave som leder her på Lyngdal? Lyngdal har det, som grundlæggende skal til: Medarbejderne kan skabe tryghed og forudsigelighed for beboerne. Samtidig er det et sted, som bærer præg af, at der har været en stor udskiftning på ledersiden og stor ustabilitet inden for de sidste par år. Der er en masse organisatoriske områder, som skal udvikles. Politikker som skal laves, retningslinjer som skal udformes.
Min opgave som leder er at kridte banen af, at gøre det klart, hvad man arbejder med, og hvilke rammer der er for indflydelsen. Beskrive retningslinjer og rammer. Fortælle hvor medarbejderne kan få hjælp og hvornår. Der er et stort arbejde med at beskrive de forskellige mødefora: Gruppemøder om praktiske forhold, handleplansmøder med beboerne, supervisionsmøder, P-dage hvor man en hel dag, hele gruppen tager ud og arbejder i dybden med et tema, MED-møder osv.
- Hvad er din vision for Lyngdal? Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med sansestimulation, massage, musik, berøring og lyd. At vi arbejder med at skabe en kobling mellem følelserne og kroppen. Inden jeg kom til Lyngdal, havde jeg en lille visit på en boform i Århus for børn, og dér blev jeg meget optaget af de muligheder, der ligger i at arbejde mere sansebaseret. Sansebaserede oplevelser er primær adgang til det enkelte menneske. Sanserne er tilgængelige på en helt anden måde end det kognitive.
På lidt længere sigt vil jeg gerne derhen, hvor vi har identificeret de kompetencer, der skal til, og er blevet i stand til at italesætte, hvad vi kan. Der er ikke noget særligt hverken ved bygningerne eller ved sammensætningen af faggrupper hos medarbejderne på Lyngdal. Det særlige er medarbejdernes menneskelige kvaliteter, deres udviklede kompetencer og færdigheder i forhold til at kunne arbejde med beboerne. Der er en kæmpestor ubevidst kompetence her på Lyngdal. Den skal gøres bevidst og italesættes.
Tanken er, at Lyngdal kan blive et videnscenter, som kan give noget videre til andre tilbud. At vi kan formidle, hvordan vi arbejder med udadreagerende og autistiske mennesker. Man kan forestille sig, at vi tager ud og hjælper som konsulenter et sted, hvor de har en beboer, som de ikke kan aflæse. At vi giver supervision og hjælper andre tilbud med at udvikle nye strategier.