Interview - det bedst mulige liv

- Hvad er målet med rehabiliteringsforløbet på BCfR?
Det er at barnet og familien får øgede muligheder og en øget livskvalitet. For nogle børn kan målet være, at de kommer tilbage til deres gamle klasse. For andre kan det være at de får et sprog. Hvis det f.eks. handler om et barn som knap nok kan bevæge sig, som f.eks. sidder i kørestol og har begrænset sprog, er der et andet rehabiliteringsmål end for et barn som går i sin almindelige folkeskole og skal lære at holde pauser i løbet af skoledagen. Men det handler generelt om at rehabilitere de tabte funktioner.

- Hvad er de sværeste sager at arbejde med?
Det er de sager, hvor børnene har, hvad vi kalder for et usynligt handicap. Lad os forestille os en pige på 13 år, som blev skadet i en trafikulykke da hun var 11. Hun kom tilbage til skolen, men så et par år efter kommer der f.eks. en ny lærer, der lægger mærke til, at hun har det svært i skolen socialt og fagligt. Så kan hun blive henvist til os, og vi laver så en undersøgelse af hende. Vi finder f.eks. ud af at hun har nogle kognitive vanskeligheder, og når vi sammenligner med lærernes beskrivelser kan vi se, at der er sket et fald i hendes kognitive evner. Hun lå måske over middel i klassen før – det gør hun ikke længere. Det er ret typisk, at når børn bliver 12-13 år, viser skaderne sig tydeligere, for dér kommer der større krav til børnenes evne til at planlægge skabe struktur og vurdere situationer. Derfor bliver det usynlige handicap tit opdaget omkring 12-årsalderen.

- Du siger, at omgivelserne begynder at stille større krav til børn omkring 12-årsalderen. Men er problemet så egentlig barnet eller barnets omgivelser?
Der bliver talt meget om den rummelige folkeskole. Men den forudsætter ofte støttetimer og de rette rammer for børn med erhvervet hjerneskade.. Mange folkeskoler kører temauger, hvor man laver noget andet end man plejer, hvor man spiser et andet sted, er sammen med andre lærere osv. Det fungerer slet ikke, hvis man har brug for en fast struktur, og skal have at vide hvad man skal fra time til time. Men den rummelige folkeskole fungerer godt, så længe der er støtte til de børn der har behov for det og så længe børnene ikke har for store vanskeligheder.

- Hvad er det værste ved dit arbejde?
Det er når jeg står på sidelinjen, og beskriver et barns behov, men behovet er usynligt for omgivelserne – skolen kan ikke se det, kommunen kan ikke se det. Det er også vanskeligt at opleve, hvor skævt Danmark er, og hvor meget hjælpen kommer an på, hvilken kommune man bor i. Det kan være svært for kommunen at anerkende at et støttebehov kan vare i mange år hos børn med mindre skader. Som psykolog på BCfR foretager jeg en faglig vurdering, men jeg sidder ikke i en bevilgende situation.

- Og hvad er så det bedste ved arbejdet?
Det bedste er de forløb, hvor rehabilitering har haft en afgørende betydning for barnets liv. F.eks. har jeg lige mødt én som var i rehabilitering for 4 år siden, og som det går godt for. Og det er fascinerende at se, hvor mange kræfter en familie kan mobilisere over mange år. Det kan være, at barnet ikke kommer til at gå, eller kun har få venner, men så gør forældrene meget for at børnene alligevel får et indholdsrigt fritidsliv. Så ja – at forældrene giver deres børn det bedst mulige liv på trods af den skade som er sket. Det er meget livsbekræftende.