Jane Hansen og Mona Svendsen arbejder i ergoterapien i Bredegaard. I interviewet fortæller de om deres arbejde, om beboerne og om hvorfor det ikke er ligegyldigt om man kommer på arbejde eller ej.
- I arbejder i ergoterapien. Hvad sker der i ergoterapien? Jane: Der sker meget. Det overordnede er at vi prøver at skabe livskvalitet. Vi prøver at udvikle beboerne med alle mulige aktiviteter. Faktisk har vi lige været ude i haven og vande og plante og luge sammen med beboerne. Vi har nogle plantekummer, som planterne står i, så beboerne luger udenfor kanten. Det kan man jo godt, selvom man er blind. Vi er også inde omkring beboernes hygiejne – deres selvhjulpenhed som personer i forhold til for eksempel at tage bad, at gå på toilettet og så videre. Vi sikrer at de får de hjælpemidler som de har brug for, hvis de bliver fysisk dårligere – og at hjælpemidlerne til deres fysiske handicaps også tager højde for deres synshandicap. Det kan for eksempel være talende vægte, talende ure, oplæsningsmaskiner og så videre.
Afvekslende arbejdeJane: Ergoterapien på Bredegaard er et udviklings- og træningstilbud, som ikke har noget med arbejde at gøre – også selvom det er hårdt arbejde for beboerne. Som ergoterapeuter står vi også for at lave kurser for nye medarbejdere på Bredegaard, som på den måde bliver bedre klædt på til arbejdet med beboerne her. Det er et fantastisk job at have, for det er ikke mange steder, at man kan få lov til at lave så forskellige ting. Vores arbejde er meget bredt. Og så er det jo endda en niche indenfor ergoterapien at arbejde med blinde.
Bolsjer i ergoterapienMona: Det kan også være aktiviteter i køkkenet, hvor vi lige har været i gang med at lave bolsjer. Når vi laver bolsjer er der meget sanseligt i det, fordi der er så mange dufte og smagsvarianter. Det er en meget sanselig aktivitet. Jane: Men der skal også måles og vejes og lyttes. Der benyttes en talende vægt, så der er en stor udfordring i at ramme helt præcist på vægten.
- I laver bolsjer sammen med beboerne – men hvordan kan man lave bolsjer når man er blind? Mona: Det er jo meget varmt. Beboerne er med til at veje ingredienserne af inden de blandes og opvarmes til 162 grader, æltes, og formes til bolsjer. Så skal bolsjerne vejes i 100-grams portioner, puttes i poser og sælges. Når vi så skal sælge bolsjeposerne, kommer alt det her med pengekendskab ind i billedet. At tage imod penge og give rigtigt tilbage er også en udfordring man kan lære noget af. Det er en god aktivitet med mange indbyggede processer.
Sofacykler og tvillingcyklerMona: Vi er også meget nede i kondirummet, hvor det i høj grad handler om fysisk aktivitet. Og så cykler vi udendørs med sofacykler og tvillingcykler.
- Hvad er forskellen på en tvillingcykel og en sofacykel?I en sofacykel sidder man to ved siden af hinanden på cyklen i en slags sofa. En tvillingcykel kræver mere balance, for det er egentlig bare to cykler der er svejset sammen på tværs. Det kræver en højere funktionsevne at køre på en tvillingcykel.
Det er ikke ligegyldigt om man kommer på arbejde- Hvor lang tid har I været ansat her på Bredegaard? Mona: Jeg har arbejdet her siden 1. oktober 2008, så jeg er ret ny. Jeg har arbejdet hos en døvblind tidligere – det gjorde jeg både inden studiet, og også mens jeg studerede. Jeg har altid syntes, at det var et meget spændende område. Så da jeg fik øje på annoncen fra Bredegaard tænkte jeg, at det måtte være mit drømmejob. Der er meget udfordring i det, og det er meget varierende, hvordan personen tackler det handicap.
Jane: Jeg har været her siden 5. november 1993. Det startede med at man ringede og tilbød mig et vikariat, som jeg sagde ja tak til. Siden har jeg været her og jeg betragter Bredegaard som det sted hvor jeg skal arbejde indtil jeg går på pension. Man får ansvar for sit arbejde, og man får nogle spændende opgaver. Det er ikke ligegyldigt om man kommer på arbejde! Har man ikke været her i en eller to dage spørger beboerne mig hvor jeg har været henne. Og så er der jo den glæde man kan se i deres ansigter når noget lykkes for dem. Det er meget givende arbejde rent menneskeligt.