Udgiftsstigningen på det specialiserede socialområde skyldes flere brugere og større lønomkostninger

Iflg. Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt punkterer analysen myten om de forgyldte handicappede.

Af Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen

Kommuner har i årene efter kommunalreformen kunnet se, at udgifterne til handicappede og socialt belastede børn stiger. Forklaringen på stigningen har imidlertid været langt mere tåget.

Påstandene og gætterierne har været mange: handicappede får dyrere og bedre hjælp en tidligere, der er kommet flere handicappede børn, kommunerne har skruet priserne op, når de handler med hinanden og hjemtagningspolitikken i kommunerne har ført til store omkostninger til tomme pladser.

Det er blot nogle af de gætterier, der har været i spil. Det specialiserede sociale område har på flere områder rent statistisk været henlagt i mørke - et mørke, der har givet god grobund for anekdoter og spekulationer om, hvor pengene bliver af.

Men nu bringer en hidtil ikke offentliggjort analyse (se note) af udviklingen på det specialiserede sociale område, som konsulentfirmaet Deloitte har udarbejdet for regeringen og Kommunernes Landsforening, et vist lys over situationen. Og den vender i høj grad op og ned på de gængse forestillinger.

Stigning på 6 procent
Af analysen fremgår det, at der i tidsrummet fra 2007 til 2009 har været en realstigning (dvs. en stigning ud over den almindelige løn og prisudvikling) i udgifterne til det specialiserede område på 6 procent.

Undersøgelsen viser, at halvdelen (3 procent) af stigningen skyldes, at der slet og ret er kommet flere brugere i de tilbud, der indgår i analysen. Den anden halvdel af stigningen skyldes, at prisen på de enkelte pladser er steget.

Men stigningen i prisen på pladserne skyldes ikke de forklaringer, som ellers har været mest fremherskende i debatten:

- Det er således ikke tomme pladser, som belaster økonomien. Faktisk er belægningsgraden, i de tilbud der indgår i analysen, steget – ikke faldet!

- Det er heller ikke dyre tillægstakster for særlig hjælp eller støtte til den enkelte handicappede, som institutionerne opkræver kommunerne. Beløbet til den type takster er så lille, at det ikke betyder noget i det store regnestykke.

- Og det er heller ikke udgifter til dyre enkeltmandsprojekter, det har fået udgifterne til at vokse.

Når taksterne alligevel har bidraget til, at udgifterne er steget med 3 procent, så kunne man tro, at det har resulteret i et større overskud i de enkelte tilbud. Men det er heller ikke tilfældet, viser analysen.

Faktisk er omkostningerne i de forskellige tilbud steget mere end indtægterne. Derfor oplever mange af tilbuddene rent faktisk, at kvaliteten - i den periode analysen dækker - er faldet.

Takststigningen på de 3 procent skyldes med andre ord ikke, at der er sket et generelt løft i kvaliteten, af de tilbud der gives til mennesker med handicap.

Stigningen i takserne skyldes derimod i alt væsentligt udgifter til løn. Dels er der flere ansatte, og det betyder selvfølgelig større lønudgifter, dels har nogle medarbejdergrupper fået løftet deres lønniveau. Analysen peger især på øgede udgifter til vikarer.

Punkterer myten om de forgyldte handicappede
I interviewdelen af analysen peger Deloitte på en række forhold, som kan være med til at forklare det stigende personaleforbrug og de stigende lønudgifter: Flere udad-reagerende brugere i tilbuddene, stigende arbejdsmiljøkrav, øget krav om dokumentation og endelig større fokus på fastholdelse af medarbejdere – alle forhold, der forudsætter mere personale og højere lønninger.

Analysen påpeger også, at tilbuddene i dag bruger flere penge på markedsføring og positionering for at klare sig i konkurrencen om brugerne. I samme retning trækker også, at tilbuddene bruger flere penge på drift og vedligehold for at ”lokke” kunder i butikken.

Undersøgelsen viser som nævnt, at prisen pr. bruger i de omfattede tilbud er steget med 3 procent. Men de 3 procent er en gennemsnitsberegning, som dækker over store variationer.

Det fremgår således, at det primært er pladserne til børn- og unge med handicap, som er steget, hvorimod udgiften til pladser til voksne handicappede er faldet.

Analysen påviser samtidig, at der er en meget snæver sammenhæng mellem prisudviklingen og efterspørgslen efter pladser.

Der er en særlig stor efterspørgsel efter pladser til handicappede børn og unge, mens efterspørgslen efter tilbud til voksne med handicap er faldende. Det forhold afspejler sig direkte i taksten.

Det afgørende interessante ved analysen er, at den slår fast, at udgiftsstigningen inden for det specialiserede socialområde fordeler sig lige mellem flere brugere og større omkostninger til lønninger.

Dermed punkterer analysen også myten om, at de stigende udgifter til handicapområdet skyldes dyre og ekstravagante tilbud til den enkelte handicappede.

Myten om de forgyldte handicappede afmonteres en gang for alle!

Note: Analysen bygger på gennemgang af 27 institutioner- og tilbuds økonomi, samt interview med de ansvarlige for disse tilbud. Analysen er ikke repræsentativ, men omfatter tilbud til ca. 1000 personer og en samlet økonomi på ca. 1 mia. kroner.