Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

    Tilbage til menuen

    Ny hjemmeside skal hjælpe til at mindske unødvendige udgifter til medicin

    God medicin behøver ikke at være dyr.
    Ny hjemmeside giver patienter et overblik over den anbefalede medicin til de mest almindelige sygdomme og lidelser

    En ny hjemmeside giver patienter, pårørende og medarbejdere mulighed for at se, hvad Region Hovedstaden anbefaler som førstevalg af medicin til voksne til de mest almindelige sygdomme og symptomer, som fx astma, migræne, forhøjet blodtryk og sukkersyge.

    Hjemmesiden www.medicinlisten.dk er udarbejdet af Medicinfunktionen i Region Hovedstaden og Institut for Rationel Farmakoterapi. Bente Kirkeby, lægemiddelkonsulent i Region Hovedstaden, forklarer, at kvaliteten i behandlingen er det væsentligste kriterium for anbefalingerne, men at der også indgår økonomiske overvejelser:

    - Der er mange eksempler på forskellig medicin, som virker lige godt, men har vidt forskellig pris. Medicinlisten giver forslag til medicin, der virker godt, har få bivirkninger og ikke er dyrere end nødvendigt. Det er jo også i patientens egen interesse, siger Bente Kirkeby.

    Medicinlisten er en mere læsevenlig udgave af en faglig hjemmeside, som praktiserende læger har anvendt i et par år nu. Mogens Kongstad, praktiserende læge i Ølstykke, har ikke noget imod, at patienterne nu kan kigge ham over skulderen:

    - Jeg synes, at det er en glimrende ide. Læger kan have individuelle argumenter, men hjemmesiden giver et sobert udgangspunkt for en drøftelse af medicin, for eksempel med patienter som har været vant til en anden medicin hos deres tidligere læge. Og så giver det jo patienterne mulighed for at spørge ind til vores anbefalinger, hvis de afviger fra det anbefalede, siger Mogens Kongstad.

    Der kan dog være en række grunde til, at en læge vælger at ordinere medicin, som ikke er på medicinlisten. Fx hvis man bruger flere forskellige typer medicin, er gravid eller lider af en sygdom, hvor medicinen ikke må bruges. Det kan også skyldes praktiske årsager, som fx hvor tit medicinen skal tages.

    Læs mere på www.medicinlisten.dk

    Yderligere oplysninger:

    • Bente Kirkeby, lægemiddelkonsulent i Region Hovedstaden, tlf. 48 20 54 33
    • Mogens Kongstad, praktiserende læge, tlf. 47 18 18 18
    • Pressevagten, Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
    Redaktør
    Regionhovedstaden
    Email


    Redaktør
    Jannie Dragstrup
    Email hzVN4o.TI1lRT5pw@82AbysP.dk