Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

    Tilbage til menuen

    Kommuner mangler penge til handicapområdet

    En ny undersøgelse viser, at det kniber for kommunerne på voksenhandicapområdet. Økonomien er stram og kompleksiteten i området er kommet bag på kommunerne, viser undersøgelsen.

    Socialpædagogernes Landsforbund (SL) offentliggør i dag, 1. september 2009, en undersøgelse som viser, at det kniber for kommunerne på voksenhandicapområdet. Undersøgelsen baserer sig på interviews med socialchefer og lignende fra de 13 kommuner som objektivt set har de største udfordringer på det specialiserede sociale område. Altså de kommuner som har mange voksne handicappede - og som har mange handicappede borgere på andre kommuners tilbud.

    Økonomien er kompleks
    En af de interviewede fagchefer fra de 13 kommuner siger i undersøgelsen, at "de budgetter vi har, simpelthen ikke kan holde i forhold til det klientel vi har". Flere påpeger, at man i kommunerne ikke har været klar over hvad de gik ind til, da de overtog området fra amterne. En af de interviewede påpeger, at "økonomien på det her område er så kompleks, og det tror jeg er en kæmpe overraskelse for kommunerne, fordi man har været vant til at styre ældreområdet og børneområdet. Det er ikke nær så komplekst, fordi der sælger og køber du ikke på samme måde, som man gør her".

    Kommunerne oplever generelt, at det er svært at få kommunekassen til at slå til på området. Og mange giver udtryk for, at især omkostningerne til køb af pladser hos andre kommuner stiger mærkbart og ustyrbart i disse år.

    Undersøgelsens resultater i kort form:

    • Kommunerne oplever generelt en manglende basisfinansiering af det overtagne område, og føler at især omkostningerne til køb af pladser hos andre kommuner stiger mærkbart og ustyrbart i disse år.
    • Kommunerne har ikke forestillet sig hvor komplekst et opgaveområde de overtog, hvor stor en vifte af tilbud, de skal kunne levere, og de omkostninger der er forbundet hermed.
    • Kommunerne er generelt frustrerede over, at handlekommunen pålægger betaler-kommunen øgede udgifter løbende i forhold til egne borgere.

    Man kan læse et resumé af undersøgelsen på SLs hjemmeside, hvorfra man også kan læse hele undersøgelsen.

    Redaktør
    Regionhovedstaden
    Email