På landsplan er både de unge og deres forældre godt tilfredse med de sikrede afdelinger, viser en ny brugerundersøgelse.
Generelt er de unge godt tilfredse med deres ophold på de sikrede afdelinger. På Sølager, som er et tilbud under Region Hovedstaden - Handicap, svarer over halvdelen af de unge, at opholdet samlet set er meget godt eller godt.
På landsplan mener de unge, at der er rent og pænt på afdelingen. Der er også stor tilfredshed med personalet. På Sølager mener næsten alle de unge, at personalet vil tale og hjælpe dem, når de har behov for det. Langt de fleste forældre er enige med deres barn på dét punkt.
Der er også stor tilfredshed med andre praktiske forhold som maden, og der er stor enighed om, at der er faste rammer i form af en fast dagsrytme og konsekvenser, når regler bliver brudt.
De unge er tilfredse med den undervisning de modtager på de sikrede afdelinger. Én af de unge skriver i sin besvarelse, at han ”har mødt verdens bedste skolelærer” på Sølager, og en anden ung skriver, at ”personalet respekterer én, lige meget hvad man har gjort”. Samtlige forældre til unge på Sølager har da også svaret ja til, at de som forældre bliver mødt med respekt af personalet. Knap så begejstrede er de unge for omfanget af deres kontakt med venner og familie. De unge er også mindre positive overfor personalets evne til at håndtere konflikter, og personalets modtagelse af kritik. På Sølager mener langt de fleste af forældrene dog, at personalet lytter til kritik. Til gengæld svarer kun lidt over halvdelen af forældrene ja til at personalet selv tager kontakt til dem.
Rapportens metode og grundlagStyrken ved brugertilfredshedsundersøgelser er, at brugerne bliver hørt. Derfor kan rapporten bruges til at vise, hvordan afdelingerne opleves fra et brugerperspektiv. Den største begrænsning ved brugertilfredshedsundersøgelser er, at de ikke siger noget om effekterne af den indsats som gøres på tilbuddet. At der er mange unge der oplever tilbuddene positivt siger f.ex. ikke noget om, hvad der sker med de unge efter opholdet.
Rapporten Unge og Forældre Om de Sikrede institutioner bygger på besvarelser fra 182 unge på sikrede afdelinger og 117 besvarelser fra de unges forældre.
Langt de fleste unge på de sikrede afdelinger er anbragt i varetægtssurrogat. Det betyder, at de er anbragt på afdelingen i stedet for at sidde i varetægtsfængsel med voksne. 9 ud af 10 er drenge, og 3 ud af 4 er 17 år eller ældre. Lidt under halvdelen af de unge har anden etnisk baggrund.
Region Hovedstaden - HandicapKongens Vænge 23400 Hillerød
Tlf: 48 20 50 00Fax: 48 20 55 27
handicap@regionh.dk www.handicap-regionh.dk